Dåb
Fantasien starter her

Dåbens oprindelse

I kristendommen fungerer dåben som det ritual, hvormed en person indlemmes i den kristne menighed.


Ved dåben "afvaskes" personens synder, og han eller hun bliver medlem af Kristi kirke. Det kristne dåbsritual har sit forbillede i Johannes Døberen, som ifølge Bibelen bl.a. døbte Jesus i Jordan floden. Jesus omtaler selv nødvendigheden af dåb for at komme ind i Guds rige. Dåben i stort set hele kristenheden regnes for essentiel for opnåelse af frelsen.

Dåbsformlen

Bibelen beretter, at Jesus ved slutningen af sit virke på jorden befalede apostlene at døbe "i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn" (i den såkaldte "missionsbefaling", Matt 28, 19), hvilket derfor er den mest udbredte dåbsformel inden for kristenheden. Interessant er det imidlertid at bemærke, at apostlene i Apostlenes Gerninger alene ses døbe "i (Herren) Jesu navn" (ApG 2, 38; 8, 16; 10, 48 og 19, 5), hvilket får visse (primært amerikanske, karismatiske) trossamfund til at døbe med denne formel i stedet. I traditionel kristen teologi er den korrekte dåbsformel afgørende for, hvorvidt dåben er gyldig eller ej.

Måden at døbe på

Materielt set foretages dåb i Folkekirken ved, at præsten tre gange øser vand over personens hoved, medens han fremsiger dåbsformlen; men andre kristne trossamfund bruger i stedet at døbe ved at personen nedsænkes helt eller dyppes (heraf oprindeligt ordet "dåb") i vand, oftest i et dertil indrettet bassin i kirkebygningen, men til tider, hvis forholdene tillader det, i en flod eller lignende - som også Johannes Døberen gjorde det. I så fald er personen, der skal døbes, som regel klædt i en helt hvid dåbskjole, der symboliserer, at man ved dåben renses for enhver synd.

Barnedåb og voksendåb

Et andet relevant skel er, om dåben udføres på spædbørn eller voksne. I de traditionelle, liturgiske kirke, som den katolske, den ortodokse og Folkekirken, døber man børnene kort tid efter fødslen (hvorved dåben også har fået karakter af navngivningsritual, hvilket dog ikke har noget teologisk grundlag). I mange protestantiske trossamfund vægrer man sig imidlertid ved at døbe børn, da det understreges, at dåben i Bibelen er et bevidst valg, som en person foretager, når vedkommende vælger at omvende sig, hvorfor dåben forudsætter, at man er kommet til skelsalder. Fra samme side hævdes det at Bibelen intetsteds omtaler (eller befaler) barnedåb, endsige anfører det som en betingelse for frelse at man er døbt som barn. Hvorvidt barnedåb er gyldig har siden 1500-tallet været et stridsspørgsmål i vestlig kirkehistorie, idet mange såkaldte anabaptister (græsk for "gendøbere") lærte, at barnedåben var ugyldig og derfor døbte folk, der var blevet døbt som spæde, hvilket skabte stor vrede hos de traditionelle kirker. Dåben regnes nemlig for et ritual der kun kan foretages én gang, og man er generelt meget påpasselig med ikke at døbe folk, der i forvejen er døbt, da dette regnes for at kaste vrag på Gudssakramenter.

Voksendåb forekommer dog også i de traditionelle trossamfund, når folk, der ikke er døbt som børn, optages som medlemmer.

Hjemmedåb

Hjemmedåb var tidligere meget almindeligt få dage efter fødslen. Grunden hertil skulle søges i den store barnedødelighed, udøbte børns manglende arveret og at de ikke måtte begraves i indviet jord. Man har dog alligevel som noget særligt for Danmark, langt tilbage i tiden begravet de udøbte børn i indviet jord og det er i dag ligefrem lovpligtig. Hvis barnet er hjemmedøbt, skal det senere fremstilles i kirken ved en højmesse - i kirkebøger tidligere ofte benævnt dåbens publikation eller dåbens konfirmation.

Hjemmedåb foretages i dag som oftest, hvor der er overhængende fare for det nyfødte barns liv, og forældrene ønsker barnet døbt. Det kaldes også nøddåb og kan udføres af enhver døbt. Er det ikke en præst, der udfører den, skal den efterfølgende anmeldes til sognepræsten for at blive indført i kirkebogen.

Dåben i Danmark historisk

Gennem tiderne har der i Danmark været forskellig praksis for, hvornår dåben skulle finde sted.

  • I 1539 blev det bestemt, at dåben skulle finde sted første eller anden søndag efter fødslen.
  • I 1643 blev det ved Christian 4. bestemt, at dåben skulle finde sted senest otte dage efter fødslen.
  • I 1771 frafaldt man kravet om hurtig dåb under hensyntagen til barnets liv og helbred i de uopvarmede kirker.
  • I 1828 blev det bestemt, at barnet skulle døbes senest otte uger efter fødslen, men så skulle dåben også ske i kirken (i modsætning til hjemmedåb).
  • Indtil Grundloven1849 havde alle pligt til at lade deres børn døbe.
  • Indtil 1854 var et barn først arveberettiget, når det var blevet døbt.

    kreatit.dk
    10542259